Udstillingen som et kunstværk

Tim Pallis

Jeg ankommer til Kunstindustrimuseets udstilling "INDHOLD" ganske uanende om hvad der venter mig. På plakaten genkender jeg en af Bente Hansens krukker dækket af sne. Krukkens sorte hul gør opmærksom på sig selv. Jeg er både VOID og "indhold". Det er vel nok en appetitvækker. Men hvordan smager retterne?

Der står jeg så og lytter til Bodil Busk Laursens åbningstale om, at fremtiden er et møde og en dialog mellem formgivning og design, mellem kunsthåndværkeren og den industrielle designer, mellem unika og seriel fremstilling. Jeg bliver klar over, at her er noget nyt på vej, men kan dét møde blive frugtbart? Hvordan kan det gøres? De unike værker opstår i den meditative koncentration, hvor hånden berører og former stoffet. Men gør designeren ikke det samme, når øjet og musen berører skærmens tomme rum. Jeg ser en sammenhæng. Vi mennesker er fælles om at sanse og skabe.

Ole Palsby går på podiet og indleder med at sige, at det her drejer sig om "intet" og "tomhed". Jeg tror ikke, at der er mange af de fremmødte, som forstår, hvor han vil hen. Så siger han pludselig: "Fuck design!" Det er tydeligt, at han er ude efter et større perspektiv. Ole er en stor designer med et filosofisk glimt i øjet. Jeg bliver klar over, at der brænder et håb i hans hjerte. Design og form er klæder vi smykker os med. Dem kan vi tage af og på. Men inde i dem er der en sjæl og en krop, som vil noget med andre sjæle og kroppe. Det er noget uhyre menneskeligt det handler om.

Vi går ind i stuen og sætter blomster i vor smukkeste vase. Vi laver te sammen, for det er te tid. Vi hælder te op af "hønen" med fuld opmærksomhed og mærker smagen på tungen. Lidt senere står vi i køkkenet og laver mad sammen. Vi bruger de bedste og smukkeste ting og sager til at kokkerere med. Vi må tilstræbe at gøre vort liv til en æstetisk fornøjelse sammen med den vi elsker.

Jeg træder nu ind i udstillingslokalets første rum og vågner med ét op af ordenes søvn til en verden af lys og glæde. Dér er alle Bente og Oles tekander og andre kander i keramik, stål og glas. Glasmontren stråler og en høj stak gryder og kasseroller letter fra gulvet opefter. Det her er flot lavet! Det er vist ikke en almindelig museumsudstilling jeg er på vej ind i, men en gennemarbejdet, professionel og kunstnerisk udstilling i internationalt format, som alle må se for at vide, hvad der rører sig hos virkelig dygtige folk.

Jeg går åben af nysgerrighed ind i det store udstillingsrum, som virker uendelig stort, fordi de har sat en spejlvæg op fra gulv til loft. I en sort niece svæver to af Bentes unika, deres glasurer er helt skønne. Midt i lokalet ser jeg en rød bro, som forbinder to hvide øer. Broen forbinder de to øer ved at løbe ind under den ene og hen over den anden. Den er inddelt i røde superhøjglans lakerede kvadrater. Øerne er ligeledes inddelt i mat hvide kvadrater. Et sted skærer en stribe kvadratiske spejle tværs gennem den hvide ø. Det giver mulighed for, at glasting og rustfri stålet kan spejle sig og vise sig selv nedefra det lysende dyb.

Hvert kvadrat har sin egen kunstnerisk gennemsete opstilling. Det her må have været virkeligt morsomt at lave sammen. Jeg forestiller mig, at Bente og Ole i flere dage har gået fra den ene kvadrat til den anden og byttet rundt på ting og sager for at finde den helt rigtige opstilling. De har virkelig moret sig. Dét duer ikke! Dér mangler noget! Nu er den der! Sådan skal det være! Jeg tænker, at dét her ligner et lykkeligt ægteskab. Lykkelige ægteskaber er ikke nødvendigvis nemme, der skal arbejdes kreativt og opfindsomt, men en gang imellem er det virkelig sjovt, som denne udstilling tydeligt viser.

Her kaster en kobberkasserolle sin rødbrune glans på en lommeformet krukkes lysebrune glasur. Tingene belyser gensidigt hinanden. Dér står to irgrønne vaser sammen med en hvid opaliserende skål på den røde højglans lakerede overflade. Tingene afspejler hverandres identitet og fremhæver deres individualitet. Der er mange synsvinkler, som man igen og igen vender tilbage til. Her er en lille dekonstrueret glasskål med en farve som minder om vulkansk obsidian, når man holder den op mod lyset. I udstillingskataloget siger en ukendt digter fra det 17. århundrede: I saw the sun even in the midst of night. Det her er ren Zen

expressionisme.

Det lækre og velinformerende udstillingskatalog skinner af Bo Bonfils kvalitetsbevidsthed. Ole Palsby har overalt strøet om sig med Zen aforismer for at antyde, hvor han vil hen. Her er hans eget kōan, der dækker udstillingens umage og løn:

Form

Nej, sådan kan det ikke være

heller ikke sådan eller sådan eller sådan

luk øjnene og syng

kun sådan.

Ole har i mange år været dybt fascineret af Zen buddhismens poesi og fundet Zen i Vestens litteratur. Her er mere fra den ukendte digter fra det 17. århundrede: I saw a pismire swallow up a whale. Hvad har dette dog at gøre med Bente og Oles kreative og visionære verden? Udstillingen er jo alt for strålende til at man kan sammenligne den med Zen æstetikkens grå og tågede stilhed. Nøgleordet er VOID. Bente og Oles Zen er vesterlandsk alkymi, som er mere livsbekræftende end en intellektuel forståelse af Zen æstetikken.

Men nu kommer vi til det vanskelige. Hvad mener de egentlig med VOID? Hvorfor taler de om intet, ingen og tomhed? Jeg er ikke sikker på, at de helt kan forklare det, for her i Vesten er der kun enkelte mystikere, som har vovet at sige noget om det. I Østen er der lidt flere. Det er svært at forstå hvad tomhed er, når man kommer fra en kultur, hvor Shakespeares to be or not to be, that is the question er et mantra. Der er en dualistisk tendens til at dele væren og ikke-væren i to uforenelige modsætninger, til at gøre dem til et enten-eller. Vi må videre end det, og Bente og Oles udstilling er et godt eksempel herpå.

Det japanske ord for tomhed er KU. Det er en oversættelse af sanskritordet sunyata, som er et af buddhismens nøgleord. Jeg mener at Bente og Oles udstilling er et godt udtryk for KU. Vi befinder os et sted, hvor tomheden ikke er adskilt fra tingenes virkelige identitet. KU er den enkelte tings forunderlige sameksistens med andre ting. Tomhed i buddhistisk forstand betyder tom for autonomi.

Intet menneske og ingen ting har en uafhængig og adskilt eksistens fra alt andet. KU betyder derfor, at alle ting er dybt betinget af alle andre eksistenser og bevidsthedstilstande. Dette kræver ansvar og etik. En hvilken som helst eksistens finder sit værd som en afspejling i andre eksistenser. Den enkelte tings individualitet er ikke nok i sig selv, men kun noget i sameksistens med andet. Dette er Østens opfattelse af ord som tomhed, ingen og intet.

I Avatamsaka buddhismen er der et visionært billede af guden Indras himmel. Her er ophængt et økologisk netværk, som strækker sig langt ud i evigheden. I hvert af trådenes sammenknytninger sidder en diamant, som afspejler alle de andre diamanter i netværket, og i hver afspejling ser vi alle de andre afspejlinger ad infinitum.

En kinesisk kejserinde bad engang en Zen mester om at illustrere buddhismens inderste væsen. Han konstruerede et værelse dækket af utallige spejle. Der var spejle overalt på vægge, lofter og gulve. I midten placerede han to af Bente og Oles ting, således at man ud i al evighed kunne skue deres sameksistens i alle mulige og umulige reflekteringer. Det gælder om at kunne se situationstotaliteten udfolde sig i en skål, som spejler sig i krukker og glas.

Soetsu Yanagi (1889-1961), som var filosof, skribent og grundlægger af folkekunstmuseerne Mingei Kan i Soul og Tokyo, sagde følgende ved åbningen af sit museum i Tokyo:

Selve opstillingen er skabelsen af et kunsthåndværk. Den måde man opstiller på har stor indflydelse på de udstillede genstande. Baggrund, lys, farver og hylder præger tingene. Jeg ønsker det skal gro, således at museet selv bliver et kunstværk."